Kapitel 5.3

Det var mange år siden, Svendsen havde skrinlagt sit projekt med at erstatte bilen med cyklen, men den stod stadig i kælderen med blanke eger og opstrammet kæde. Svendsen fik cyklen op ad rampen i et eneste pedaltramp og var ude af parkeringsindgangen. Han kørte med stolt holdning, en sejrherre på rundtur. Han havde fundet svaret. Intet mindre end svaret på den store Gåde om SAAB’en.

Der var ikke mange biler på vejene denne formiddag. En ganske almindelig formiddag hvor intet normalt drama var stort nok til at sende folk på vejene, heller ikke på cykel. Fuglene kvidrede og solen skinnede, Svendsen fløjtede skønt han ikke anede, hvor han skulle hen.

For enden af den villavej, han aldrig kørte på i bil, stod han. Svendsen trampede ekstra hårdt i pedalerne for at nå hen til ham, utålmodig for at få svar på alle de spørgsmål, der hobede sig op. Jo tættere han kom på, syntes manden at blive fjernere, skrumpe ind, men det var blot en illusion, en konsekvens af hans oprørte sindstilstand.

Fremme ved den store runde mand kunne Svendsen se, at hans ansigt var furet, skægstubbene grove og gråsprængte og øjnene trætte og drukvåde. Svendsen steg langsomt af sin cykel og nærmede sig manden.

“Jeg hørte din telefonsvarerbesked. Du har selvfølgelig ret og jeg er meget taknemmelig for din hjælp, der kom i rette øjeblik. Hvad med alle de andre, der ringer til dig? Vil de ikke undrer sig over at høre om SAAB’er?” Svendsen ville gerne spørge om alt muligt, relevant, irrelevant, spændende, kedeligt, drømmende, hverdagsforeteelser.

“Du skal lære at kende forskel på ordene og betydningen”, snøvlede manden. “Talk is cheap, men når det kommer til den egentlige betydning af de lyde, vi udstøder, er der forbandet langt fra at mødes en aften i et sammenstød i et lyskryds til den Store Sandhed om livets rette sammenhæng og formål.” Der var langt fra den omsorgsfulde medfølende person, Svendsen havde mødt dagen før.

“Men jeg forstår ikke…”

“Nej, selvfølgelig forstår du ikke! Det er hele pointen med denne historie. Fatter du ikke det? Følge efter en tilfældig bil en aften, og læg lige mærke til hvilket bilmærke, vi taler om…er det forsynet der har talt? Er der nogle fornuftige mennesker, der gør det for at ende på et horehus og så iøvrigt ikke straks vende om? Den historie virker mere og mere usandsynlig, og jeg gætter på, at du får svært ved at forklare dig, så hun, eller alle de måbende kontortosser, virkelig tror på det. Og dér har du pointen! Det er uforståeligt, det er irrationelt, det er uden mening, det er utroværdigt, det er alt, hvad der gør det umuligt for dig at forlade dig på andres forståelse for din situation. Du har kun din egen forståelse og accept at stole på. Kan du selv acceptere dine handlinger og forstå, hvad der fik dig til at tage de skridt?”

På den stille villavej, i solskin med sveden klistret til ryggen og sadlen gnavende slidsår i den cykeluvante bagdel, forholdte Svendsen sig til det fundamentale livsvilkår: Din verden er ikke til at dele.

Kapitel 5.2

Svendsen havde hævet armen, men nåede ikke at svinge den, før konen hurtigt gik om til den anden side af SAAB’en og satte sig ind, hvorefter den kørte væk med hvinende dæk. Langsomt sænkede han armen igen tilsyneladende en smule skuffet over den pludselig afbrydelse. Endnu en gang var SAAB’en smuttet fra ham, inden han kunne få opklaret grunden til dens eksistens. Sigøjneren passede ikke ind, han talte ikke det sprog, SAABen talte igår. Ingen snigende lokkende langsomhed eller tomme løfter på mørke veje. Det gav ingen mening. Og uroen vendte tilbage.

Svendsen gik med usikre skridt hen om indgangen, hvor et par af hans kolleger stod parat til at tage imod ham. En ballon var blevet punkteret, osteklokken havde slået revner. Da han havde set SAAB’en hamrer ind i hans egen bil, var han ikke blevet overrasket. Det var dens genkomst, han havde ventet på, der havde givet ham styrke. På et øjeblik var det hele forbi og tilbage stod han med en forarget ledelse og chokerede kolleger, som en ganske almindelige funktionær, der snart skulle se sit ægteskab i krise.

Få meter før indgangen stoppede han. De bekymrede blikke skiftevis stirrede på ham, og vendte sig væk i forlegenhed. Svendsens fingre bevægede sig hvileløst i hans lommer og fik fat i et visitkort. Svendsen havde glemt alt om ham, dagen i går syntes at være år siden, en historie skrevet i en anden tid. Tøvende tog han visitkortet frem, mens hans kolleger dukkede sig i frygt for hvilken utilregnelighed, han kunne tilskrives i dette øjeblik.

Det var et smukt kort. Elegant, diskret med majestætisk sirlighed. Han kunne føle den store mands hånd på sin skulder. Han tog sin mobiltelefon frem og ringede nummeret fra kortet. Et kort bip blev efterfulgt af en telefonsvarerbesked

Der er ingen grund til panik. Ingen som helst grund til at fortvivle. Hvad er der egentlig sket? Er der sket noget, der ændrer dit liv så meget, at der er grund til at frygte for at miste livet? Vil du miste det og de, du har allermest kært? Vil din sjæl tage skade eller er det blot din stolthed, der vil lide et mindre knæk? Vær ærlig overfor dig selv! Hvad er der sket? Var det ikke blot en SAAB?

Svendsen lukkede telefonen og kiggede undersøgende på den. SAAB’en var ikke væsentlig, indså han. Blot en budbringer, en overgangsfigur, en guide der skulle føre ham til målet at møde denne mand, der så betryggende havde fået ham ud af kniben.

Med fornyet styrke satte Svendsen kursen mod hovedindgangen. De stirrende øjne fulgte ham, og da han forsvandt i trappeopgangen, overdøvede debatten om hans motiver og rationale al aktivitet.

Kapitel 5.1

Svendsen sad stille og kiggede på sine hænder, der foldede sig i forskellige mønstre. Sigøjneren så på ham med smalle udfordrende øjne. Endelig løftede Svendsen sit ansigt og kiggede direkte på Sigøjneren.

“Ved du, at jeg er fuldstændig rolig nu? Igår vidste jeg ikke, hvad der drev mig, hvilket gjorde mig fortvivlet, fik mig til at forlade min kone og køre afsted uden fast mål. Jeg var fortabt. Der var kun min notesbog mellem mig og vanviddet. Var det ikke for denne SAAB, ved jeg ikke, hvor jeg ville være endt, måske i en trafikulykke, på bunden af havnen eller med en endnu større tragedie til følge. Men jeg så din bil, der dragede mig og jeg endte hos jer. Og ved ud hvad? Jeg har ikke den fjerneste idé om, hvad der virkede, men denne morgen var min uro helt og aldeles forsvundet. I alt hvad jeg har læst, alt hvad jeg har set, har jeg aldrig fået nogle advarsler om, hvilken oplevelse det er. Men jeg kan næsten ikke takke dig nok. Desværre kan jeg ikke takke ved at overtræde min egne grænser, det ville sådan set ikke rigtig være mig, der takkede, og så ville takken ikke være oprigtig og derfor intet værd. Du må beholde dine optagelser, vise dem offentligt eller hvad du har brug for at gøre, intet kan ødelægge dette.” Svendsen lagde en blid hånd på sigøjnerens arm. “Du kan gøre som mig og frigøre dig.”

Sigøjneren grinte med en dyb brummen. “Det skulle da også være mit held at få fat i en tosse, når der skal kradses penge ind. En netop genforenet ægtemand, der er ligeglad med optagelser af sig selv på et ‘forlystelsessted’. Det er ikke noget chicken-game det her. Vi bliver nødt til at opretholde et vist, hvad skal vi kalde det, ry. Er det ærligt talt værd for dig at risikere dit ægteskab for småpenge? Vi bliver nødt til det her, men du kan let slippe fri?” Sigøjneren gengældte Svendsens armtryk, der udefra fik dem til at ligne gamle venner, der siger farvel for længere tid.

Svendsen åbnede munden for at svare, men i samme øjeblik blev der banket voldsomt på døren i førersiden. Sigøjneren rullede vinduet ned og en kvinde, der havde stor lighed med sigøjneren kiggede ind med lynende øjne.

“Rufus, der er problemer i Huset, så få lige dit lille hævntogt overstået hurtigt.” Hun var tydeligvis meget utilfreds med mandens tilstedeværelse her og ikke hjemme. Sigøjneren forsøgte at tale lavmælt med hende, men hun ønskede ikke at få hans forklaring. “Tror du, jeg har opsporet dig, kørt hertil for at få en sang om din ære? Drop de småpenge eller smid lortet på internettet med det samme, tænk lidt på din egen forretning først!” Svendsen steg ud af bilen og gik om til sigøjnerkonen.

“Det nytter ikke noget. Vi er ved at tale om værdier og etik, der går langt videre end en simpel regning, salg af ydelser eller optagelser fra et krampagtigt telt.” Hun så med foragt på Svendsen, som havde han holdt en lort foran hende.

“Jeg har intet med dig at gøre.” Hun vendte sig mod sin mand i bilen.

Kapitel 5.0

Sigøjneren kiggede dybt på Svendsen. Som ville han udspørge ham, men ventede på den helt rigtige formulering at indfinde sig. Svendsen var ikke urolig, selvom hans logik sagde ham, at det ikke var lutter venlig handling, der ventede. Og manden havde trods alt hamret ind i hans bil.

“Hør her. Bottomline. Du skylder os penge. Og du er løbet fra regningen. To træk ved vores kunder, som vi ikke betragter som de mest ærlige. Isabel har dog fortalt meget godt om dig, så vi vil ikke forfølge det ret meget yderligere. Normalt skræmmer vi med en smule afpresning, men da det virker som om, du i virkeligheden er en ærlig mand, tror vi ikke, det gentager sig. For at vise vores imødekommenhed vil vi tværtimod invitere dig på et gratis ophold, hvor du kan lære vores ydelser at kende uden at skulle frygte regningen. Vi tror ikke, du vil blive skuffet. Det koster dog noget at nægte at tage imod den, nemlig de penge du skylder os. Lyder det ikke næsten for godt til at være sandt?”

Svendsen sad urørligt i sædet. I den SAAB han havde forfulgt på en aftentur, hvor han bare skulle af med en uro. Han drejede hovedet og kastede et blik op mod vinduet til bestyrelseslokalet, hvor hans kolleger stod som limet til glasset. Han havde allerede besluttet sig inden, han satte sig ind i bilen, allerede inden han mødte på arbejdet, allerede inden han kørte til arbejdet, allerede i det han slog øjnene op denne morgen.

“Man skulle tro, det drejede sig om et kroophold for hele familien. En familiefar der får tilbud om at få passet børnene, sendt konen på shopping med fri kredit og selv blive placeret i en bar med frit og gratis valg på alle hylder. Dét lyder for godt til at være sandt. Og når ferien er overstået og tømmermændene er væk, børnene umulige igen og konen blevet vant til haute-couture, så kigger manden sig selv i spejlet og forbander, at han lod andre bestemme, hvordan hans laster skulle plejes. Hvis jeg vil besøge jeres etablissement igen, bliver det en dag, hvor jeg ønsker at benytte mig at netop jeres ydelser, og hvis jeg mente, jeg skyldte jer noget som helst ville jeg allerede have betalt det tilbage.”

Svendsen kiggede venligt på sigøjneren, der kiggede med tung mine på sine hænder.

“Så har vi ikke mange muligheder. Vil du se vores optagelser og overveje tilbudet igen?”