Kapitel 5.3

Det var mange år siden, Svendsen havde skrinlagt sit projekt med at erstatte bilen med cyklen, men den stod stadig i kælderen med blanke eger og opstrammet kæde. Svendsen fik cyklen op ad rampen i et eneste pedaltramp og var ude af parkeringsindgangen. Han kørte med stolt holdning, en sejrherre på rundtur. Han havde fundet svaret. Intet mindre end svaret på den store Gåde om SAAB’en.

Der var ikke mange biler på vejene denne formiddag. En ganske almindelig formiddag hvor intet normalt drama var stort nok til at sende folk på vejene, heller ikke på cykel. Fuglene kvidrede og solen skinnede, Svendsen fløjtede skønt han ikke anede, hvor han skulle hen.

For enden af den villavej, han aldrig kørte på i bil, stod han. Svendsen trampede ekstra hårdt i pedalerne for at nå hen til ham, utålmodig for at få svar på alle de spørgsmål, der hobede sig op. Jo tættere han kom på, syntes manden at blive fjernere, skrumpe ind, men det var blot en illusion, en konsekvens af hans oprørte sindstilstand.

Fremme ved den store runde mand kunne Svendsen se, at hans ansigt var furet, skægstubbene grove og gråsprængte og øjnene trætte og drukvåde. Svendsen steg langsomt af sin cykel og nærmede sig manden.

“Jeg hørte din telefonsvarerbesked. Du har selvfølgelig ret og jeg er meget taknemmelig for din hjælp, der kom i rette øjeblik. Hvad med alle de andre, der ringer til dig? Vil de ikke undrer sig over at høre om SAAB’er?” Svendsen ville gerne spørge om alt muligt, relevant, irrelevant, spændende, kedeligt, drømmende, hverdagsforeteelser.

“Du skal lære at kende forskel på ordene og betydningen”, snøvlede manden. “Talk is cheap, men når det kommer til den egentlige betydning af de lyde, vi udstøder, er der forbandet langt fra at mødes en aften i et sammenstød i et lyskryds til den Store Sandhed om livets rette sammenhæng og formål.” Der var langt fra den omsorgsfulde medfølende person, Svendsen havde mødt dagen før.

“Men jeg forstår ikke…”

“Nej, selvfølgelig forstår du ikke! Det er hele pointen med denne historie. Fatter du ikke det? Følge efter en tilfældig bil en aften, og læg lige mærke til hvilket bilmærke, vi taler om…er det forsynet der har talt? Er der nogle fornuftige mennesker, der gør det for at ende på et horehus og så iøvrigt ikke straks vende om? Den historie virker mere og mere usandsynlig, og jeg gætter på, at du får svært ved at forklare dig, så hun, eller alle de måbende kontortosser, virkelig tror på det. Og dér har du pointen! Det er uforståeligt, det er irrationelt, det er uden mening, det er utroværdigt, det er alt, hvad der gør det umuligt for dig at forlade dig på andres forståelse for din situation. Du har kun din egen forståelse og accept at stole på. Kan du selv acceptere dine handlinger og forstå, hvad der fik dig til at tage de skridt?”

På den stille villavej, i solskin med sveden klistret til ryggen og sadlen gnavende slidsår i den cykeluvante bagdel, forholdte Svendsen sig til det fundamentale livsvilkår: Din verden er ikke til at dele.

Kapitel 5.2

Svendsen havde hævet armen, men nåede ikke at svinge den, før konen hurtigt gik om til den anden side af SAAB’en og satte sig ind, hvorefter den kørte væk med hvinende dæk. Langsomt sænkede han armen igen tilsyneladende en smule skuffet over den pludselig afbrydelse. Endnu en gang var SAAB’en smuttet fra ham, inden han kunne få opklaret grunden til dens eksistens. Sigøjneren passede ikke ind, han talte ikke det sprog, SAABen talte igår. Ingen snigende lokkende langsomhed eller tomme løfter på mørke veje. Det gav ingen mening. Og uroen vendte tilbage.

Svendsen gik med usikre skridt hen om indgangen, hvor et par af hans kolleger stod parat til at tage imod ham. En ballon var blevet punkteret, osteklokken havde slået revner. Da han havde set SAAB’en hamrer ind i hans egen bil, var han ikke blevet overrasket. Det var dens genkomst, han havde ventet på, der havde givet ham styrke. På et øjeblik var det hele forbi og tilbage stod han med en forarget ledelse og chokerede kolleger, som en ganske almindelige funktionær, der snart skulle se sit ægteskab i krise.

Få meter før indgangen stoppede han. De bekymrede blikke skiftevis stirrede på ham, og vendte sig væk i forlegenhed. Svendsens fingre bevægede sig hvileløst i hans lommer og fik fat i et visitkort. Svendsen havde glemt alt om ham, dagen i går syntes at være år siden, en historie skrevet i en anden tid. Tøvende tog han visitkortet frem, mens hans kolleger dukkede sig i frygt for hvilken utilregnelighed, han kunne tilskrives i dette øjeblik.

Det var et smukt kort. Elegant, diskret med majestætisk sirlighed. Han kunne føle den store mands hånd på sin skulder. Han tog sin mobiltelefon frem og ringede nummeret fra kortet. Et kort bip blev efterfulgt af en telefonsvarerbesked

Der er ingen grund til panik. Ingen som helst grund til at fortvivle. Hvad er der egentlig sket? Er der sket noget, der ændrer dit liv så meget, at der er grund til at frygte for at miste livet? Vil du miste det og de, du har allermest kært? Vil din sjæl tage skade eller er det blot din stolthed, der vil lide et mindre knæk? Vær ærlig overfor dig selv! Hvad er der sket? Var det ikke blot en SAAB?

Svendsen lukkede telefonen og kiggede undersøgende på den. SAAB’en var ikke væsentlig, indså han. Blot en budbringer, en overgangsfigur, en guide der skulle føre ham til målet at møde denne mand, der så betryggende havde fået ham ud af kniben.

Med fornyet styrke satte Svendsen kursen mod hovedindgangen. De stirrende øjne fulgte ham, og da han forsvandt i trappeopgangen, overdøvede debatten om hans motiver og rationale al aktivitet.

Kapitel 5.1

Svendsen sad stille og kiggede på sine hænder, der foldede sig i forskellige mønstre. Sigøjneren så på ham med smalle udfordrende øjne. Endelig løftede Svendsen sit ansigt og kiggede direkte på Sigøjneren.

“Ved du, at jeg er fuldstændig rolig nu? Igår vidste jeg ikke, hvad der drev mig, hvilket gjorde mig fortvivlet, fik mig til at forlade min kone og køre afsted uden fast mål. Jeg var fortabt. Der var kun min notesbog mellem mig og vanviddet. Var det ikke for denne SAAB, ved jeg ikke, hvor jeg ville være endt, måske i en trafikulykke, på bunden af havnen eller med en endnu større tragedie til følge. Men jeg så din bil, der dragede mig og jeg endte hos jer. Og ved ud hvad? Jeg har ikke den fjerneste idé om, hvad der virkede, men denne morgen var min uro helt og aldeles forsvundet. I alt hvad jeg har læst, alt hvad jeg har set, har jeg aldrig fået nogle advarsler om, hvilken oplevelse det er. Men jeg kan næsten ikke takke dig nok. Desværre kan jeg ikke takke ved at overtræde min egne grænser, det ville sådan set ikke rigtig være mig, der takkede, og så ville takken ikke være oprigtig og derfor intet værd. Du må beholde dine optagelser, vise dem offentligt eller hvad du har brug for at gøre, intet kan ødelægge dette.” Svendsen lagde en blid hånd på sigøjnerens arm. “Du kan gøre som mig og frigøre dig.”

Sigøjneren grinte med en dyb brummen. “Det skulle da også være mit held at få fat i en tosse, når der skal kradses penge ind. En netop genforenet ægtemand, der er ligeglad med optagelser af sig selv på et ‘forlystelsessted’. Det er ikke noget chicken-game det her. Vi bliver nødt til at opretholde et vist, hvad skal vi kalde det, ry. Er det ærligt talt værd for dig at risikere dit ægteskab for småpenge? Vi bliver nødt til det her, men du kan let slippe fri?” Sigøjneren gengældte Svendsens armtryk, der udefra fik dem til at ligne gamle venner, der siger farvel for længere tid.

Svendsen åbnede munden for at svare, men i samme øjeblik blev der banket voldsomt på døren i førersiden. Sigøjneren rullede vinduet ned og en kvinde, der havde stor lighed med sigøjneren kiggede ind med lynende øjne.

“Rufus, der er problemer i Huset, så få lige dit lille hævntogt overstået hurtigt.” Hun var tydeligvis meget utilfreds med mandens tilstedeværelse her og ikke hjemme. Sigøjneren forsøgte at tale lavmælt med hende, men hun ønskede ikke at få hans forklaring. “Tror du, jeg har opsporet dig, kørt hertil for at få en sang om din ære? Drop de småpenge eller smid lortet på internettet med det samme, tænk lidt på din egen forretning først!” Svendsen steg ud af bilen og gik om til sigøjnerkonen.

“Det nytter ikke noget. Vi er ved at tale om værdier og etik, der går langt videre end en simpel regning, salg af ydelser eller optagelser fra et krampagtigt telt.” Hun så med foragt på Svendsen, som havde han holdt en lort foran hende.

“Jeg har intet med dig at gøre.” Hun vendte sig mod sin mand i bilen.

Kapitel 5.0

Sigøjneren kiggede dybt på Svendsen. Som ville han udspørge ham, men ventede på den helt rigtige formulering at indfinde sig. Svendsen var ikke urolig, selvom hans logik sagde ham, at det ikke var lutter venlig handling, der ventede. Og manden havde trods alt hamret ind i hans bil.

“Hør her. Bottomline. Du skylder os penge. Og du er løbet fra regningen. To træk ved vores kunder, som vi ikke betragter som de mest ærlige. Isabel har dog fortalt meget godt om dig, så vi vil ikke forfølge det ret meget yderligere. Normalt skræmmer vi med en smule afpresning, men da det virker som om, du i virkeligheden er en ærlig mand, tror vi ikke, det gentager sig. For at vise vores imødekommenhed vil vi tværtimod invitere dig på et gratis ophold, hvor du kan lære vores ydelser at kende uden at skulle frygte regningen. Vi tror ikke, du vil blive skuffet. Det koster dog noget at nægte at tage imod den, nemlig de penge du skylder os. Lyder det ikke næsten for godt til at være sandt?”

Svendsen sad urørligt i sædet. I den SAAB han havde forfulgt på en aftentur, hvor han bare skulle af med en uro. Han drejede hovedet og kastede et blik op mod vinduet til bestyrelseslokalet, hvor hans kolleger stod som limet til glasset. Han havde allerede besluttet sig inden, han satte sig ind i bilen, allerede inden han mødte på arbejdet, allerede inden han kørte til arbejdet, allerede i det han slog øjnene op denne morgen.

“Man skulle tro, det drejede sig om et kroophold for hele familien. En familiefar der får tilbud om at få passet børnene, sendt konen på shopping med fri kredit og selv blive placeret i en bar med frit og gratis valg på alle hylder. Dét lyder for godt til at være sandt. Og når ferien er overstået og tømmermændene er væk, børnene umulige igen og konen blevet vant til haute-couture, så kigger manden sig selv i spejlet og forbander, at han lod andre bestemme, hvordan hans laster skulle plejes. Hvis jeg vil besøge jeres etablissement igen, bliver det en dag, hvor jeg ønsker at benytte mig at netop jeres ydelser, og hvis jeg mente, jeg skyldte jer noget som helst ville jeg allerede have betalt det tilbage.”

Svendsen kiggede venligt på sigøjneren, der kiggede med tung mine på sine hænder.

“Så har vi ikke mange muligheder. Vil du se vores optagelser og overveje tilbudet igen?”

Kapitel 4.4

De hvinende dæk og braget fra sammenstødte biler brød den åndeløse tavshed. Straks var opmærksomheden befriende tvunget andetstedshen. Svendsen blev først stående ubevægelig, gav så efter for nysgerrigheden.

På parkeringspladsen var den kørt ind i Svendsens bil og krøllet bagegerummet op. Svendsen bemærkede ikke skaden, kun bilen der havde forårsaget den.

En SAAB

Glæden og spændingen lyste ud af Svendsens ansigt. Han smed sine papirer fra sig og løb ud af bestyrelseslokalet. Resten af forsamlingen forsøgte at finde et passende udtryk til lejligheden, de fleste så ud til hellere at ville gå hjem med det samme. Direktøren forsøgte at virke fattet, men masken ville ikke falde på plads. Han blev imidlertid reddet af Svendsen, der dukkede op på parkeringspladsen med direkte kurs mod SAAB’en.

Svendsens skridt var faste og tunge og gav genlyd mod hans murene i bygningen, der rummede hans arbejdsplads. Han nærmede sig SAAB’en, der stod rygende krøllet sammen med hans egen bil. Med en rask bevægelse rev han døren op i førersiden.

En mørklødet sigøjner kom ud af bilen og rejste sig foran Svendsen. Et øjeblik så Svendsen ud til at genkende ham, men alligevel var de fremmede for hinanden. Sigøjneren bød ham med en håndbevægelse til at sætte sig ind ved passagersiden, Svendsen fulgte opfordringen.

Fra bestyrelseslokalet fulgte medarbejderne optrinnet med tilbageholdt åndedræt. Der blev mumlet om at ringe til politiet, at Svendsen var i fare, at de kunne være vidne til en forbrydelse, at de skulle vende tilbage til deres arbejde og glemme ham.

I bilen bød sigøjneren Svendsen en hjemmerullet cigar, som Svendsen høfligt afslog. Sigøjneren tændte for musikanlægget i bilen og en blanding af klassisk kammermusik og elektroniske hip-hop rytmer strømmede ud af højtalerne. Svendsen sad roligt og ventede.

Kapitel 4.3

Mødelokalet genlød af tilfældig samtale. Fritidsinteresser og storpolitik i storladen samsværm. Svendsen entrerede med en korpulent tyngde, som var han vokset alene ved sin bevægelse hen ad gangen. Opmærksomheden drejede sig straks mod ham med sideblikke og rynkede pander.

Direktøren ankom med sin sædvanlige fejende fagter, men fandt effekten langt fra fantastisk. De beundrende blikke i kamp om at udstråle allermest selvsikkerhed flakkede i synlig forvirring. Med et blik rundt søgte han at finde årsagen i en nyankommen, men ingen nye ansigter viste sig i flokken. Alligevel var der en ny tilstedeværelse. Der skræmte ham. Svendsen.

Mødet startede som sædvanlig med reflektioner over verdens tilstand og dens betydning for virksomheden. Økonomi, kundesegmenter, profitanalyser, strategiplaner og øjne der vandrede over forsamlingen for at ende ved ham. Det uudtalte fokuspunkt, det der ikke kan siges, før der er sagt noget.

“Hvad bliver der gjort ved værdistrategi planen udover, at der snakkes om den?”

“Værdistrategien er et arbejde, der kontinuerligt bliver udviklet i en progressiv atmosfære. Den endelige plan vil udformes som et levende dokument.” Direktøren udstrålede sejrsglæde ved sit hurtige og velforberedte svar.

“Hvad betyder ‘henlægges ikke prioriteret’ da?” Svendsens stemme var et massivt bulder mod det glas og stål, der omgav dem. Direktøren smilede overbærende.

“Jeg forstår forvirringen, og beklager naturligvis de misforståelser, det måtte have forårsaget. Det er faktisk en pudsig gentagelse af en gammel komma øvelse, da notatet, der refereres til, korrekt skulle have lydt ‘henlægges ikke, prioriteret’.” Latteren brød ud med nervøse undertoner, de første sekunder, derefter hjertelige glimt og grimasser. “Skal vi se på budget oversigterne?”

“Det er godt at se, du er velforberedt. Andet ville da også være usømmeligt for en direktør, der mener at have alle svarene og ikke behøver rådfører sig med andre.” En brise af vagtsom reservation strømmede gennem lokalet. “Faktisk var kommateringen gennemtænkt i notatet, og jeg beklager ligeledes ikke at have været præcis nok, ordlyden var ‘henlægges KOMMA ikke prioriteret’.”

Øjne flakkede, nogle søgte gulvets anonyme træknaster, andre beroligelse fra lederen, andre spørgen til samme andre.

Direktøren rømmede sig.

Kapitel 4.2

Han ankom til parkeringspladsen med hvinende dæk. Heldigvis var der ikke nogen, der var på vej til og fra biler, da han let kunne have ramt dem. Hans sædvanlige parkeringsplads var lige så heldigt også ledig, da han ikke skænkede det en tanke, at stoppe sin kørsel før bilen holdt dér. Enkelte kiggede ud af vinduet, nogle forargede over den hensynsløse opførsel, der kunne være til fare for andre trafikanter, andre imponerede over den præcision, Svendsen havde landet sin bil med, og de mente nok han vidste, hvad det var han gjorde.

Svendsen var fuldt fattet, da han trådte ind af hoveddøren og viste sit skilt i receptionen. Ingen tegn på ophidselse, forfærdelse eller forvirring. Denne dag gik han målrettet mod sin plads uden de sædvanlige blik til kollegernes skærme og små anerkendende nik. Flere begyndte at lægge mærke til forandringen, og der blev hvisket og peget enkelte steder. Da han havde sat sig ved sin plads, med et klask lagt oplægget til mødet med ledelsen på bordet og logget på computeren med en maskingeværsindtastning af kodeord, kom lederen af kontoret langsomt og roligt hen til ham.

Svendsen kiggede ikke op fra sit koncentrede skærmarbejde, da chefen stod ved hans bord.

“Hvis der er noget, du vil tale om, står min dør altid åben”, sagde lederen med diktatartikulation. Svendsen svarede uden at kigge op med en brummende OK lyd. Chefen blev stående et øjeblik.

“Jeg synes, vi skal tage en snak efter mødet. Jeg sender en mødeindkaldelse”, sagde han og gik. Svendsen var upåvirket, men fortsatte sit arbejde der syntes at være ren operativ udførsel af en allerede tænkt tanke.

De der ikke allerede havde bemærket Svendsens usædvanlige opførsel, blev gjort opmærksomme på den, idet en høj skærende lyd af heavy metal strømmede ud af Svendsens computerhøjtalere. Enkelte kiggede op fra deres skærme med hovedtelefonerne dinglende med genkendelsens glæde lysende ud af ansigterne, andre skar grimasser som en fæl lugt var blevet spredt i landskabet. Svendsen fortsatte uden mine sit stålsatte målrettede arbejde.

Netop da en af medarbejderne nærmede sig hans plads, stoppede musikken brat og Svendsen rejste sig lige så abrupt med papirerne til mødet sirligt foldet i en mappe. Kollegaen måtte træde til side, da Svendsen uden mine til at standse for nogen eller nogetsomhelst skridtede direkte mod elevatoren til direktionsgangen. Alle vendte tilbage til deres pladser med ansigter i chok eller beundret forbavselse alt efter temperament.

Svendsen stoppede ikke et sekund mod sit mål. Elevatorturen blev brugt til at tage direktionssekretæren på øjemål.

Kapitel 4.1

“Det er den første dag i resten af mit liv”, tænkte Svendsen mens han kørte bilen ud af indkørslen. Han gentog tanken for sig selv, og sagde det højt ud i bilkabinen “Det er den første dag i resten af mit liv.” Han smilte bredt til sig selv i spejlet og gentog sætningen med en åbenbaret klang. Intet var forandret og alt var nyt, følte Svendsen med en boblende fornemmelse i maven, han sjældent havde haft siden han var barn. Selv ikke forelskelse, bryllup eller børnefødsler havde givet ham denne spændte forventning, håb og bekymring.

Der var som sædvanlig trafik kø på vej ind mod byen. Svendsen plejede at blive urolig, når bilen holdt stille i tomgang uden mulighed for at komme frem eller tilbage, bare vente på afviklingen af trafikken. I dag fløjtede han. Fløjtede en melodi han aldrig havde hørt før. En tilfældig rækkefølge af toner, der faldt ham ind. For hver ny tone blev han lettere. Løftede sig op i sædet og glædede sig over, at han havde tid til denne nytteløse foreteelse.

Svendsens opmærksomhed var langt væk fra bilkørsel, da køen begyndte at bevæge sig. Han sad med lukkede øjne og fløjtede sine fantasier, mens billeder af vilde dyr flimrede for hans indre blik. En utålmodig bilist dyttede gentagne gange med stadig kortere intervaller blandet med længere utilfredse hyl. Da Svendsen endelig kom tilbage fra sin indre rejse, så han trafikken omkring sig i fuld bevægelse, mens et par forlygter bag ham signalerede, at han blokerede.

Det var ikke så meget frygt eller vrede, der fik ham til at sætte sømmet i bund og hasarderet overhale ind og ud i den blandede strøm af fartfreaks og morgentrætte pendlere. Forvirring er nok en mere korrekt betegnelse for hans tilstand. For han havde ved synet af bilen bag sig ikke kunnet få mening eller pointe i historien om denne første dag i resten af sit liv.

SAAB’en

Kapitel 4.0

Fuglene sang og solen skinnede. Svendsen slog øjnene op og missede mod lyset. Det var første gang i lang tid, de havde været så tæt på hinanden. Helt inde at røre ved indersiden af hjertevæggen og smelte sammen i et øjeblik. Hun lå og sov med tung vejrtrækning ved siden af ham, mindede ham om første gang, han så hende. Han satte sig op i sengen, tog bogen fra natbordet og prøvede at huske, hvor han var kommet til. En letforståelig krimi.

Teksten flød sammen. Billeder fra nattens drømme blandede sig med ordene og skabte forvirrede scener. Han lagde bogen fra sig igen. I en fjern fortid havde han jagtet en SAAB en hel nat, kørt til lyststeder og ligget i telt med en pige, der fik penge for den slags. Det var altsammen væk nu. Han ville skrive en sidste notits i notesbogen og gemme den langt væk. Den havde tjent godt til at holde ham på sporet, men den havde udlevet sin tid.

Jeg er kommet hjem igen. I min egen seng hvor jeg hører hjemme. Uden flere tåbeligheder og mystiske biler, der lokker mig fra hovedvejen i nattens mørke. Ej heller flere flæbende ludere der med professionelt håndværk forsøger at trække kunder ind. Intet skete. Ingen skridt ved siden af. Min sti er ren, og der er ingen grund til at skabe ubegrundet usikkerhed. ‘What happens on the road, stays on the road’. En ligegyldig bule i en bil kan rettes ud. Så let går det ikke med mennesker. Tak notesbog, du har tjent mig godt.

Svendsen tog bogen med til garagen, hvor hans kiste til private ting stod. Han åbnede kisten og stod et øjeblik med bogen hvilende i hænderne. Så lagde han den ærbødigt ned under alle de andre private ting, der kun var for ham selv at se. Uroen var forsvundet.

Da han kom tilbage til soveværelset var Sanne vågen og lå søvndrukkent og strakte sig.

“Er du allerede oppe? Det var tidligt”, sagde hun kærligt. Han kravlede ned til hende.
“Nå jå, man skal jo ikke sove hele livet væk.”
“Det har du ret i skat. Skal jeg ikke lave os et rigtigt morgenbord med hele molevitten? Det er lang tid siden, vi bare har nydt at komme tidligt op uden at skulle jage ud af døren.”
“Det lyder skønt”, sagde Svendsen og lænede sig tilbage i puderne.

Kapitel 3.4

Lyset i indkørslen tænder, idet Svendsen drejer ind. Det er der ikke noget overraskende i, det kører jo på automatik. Men lyset fra lamperne synes at være kraftigere end det plejer. Svendsen lader bilen trille langsomt ind i garagen og slukker motoren. Han tager notesbogen op.

“Hvad skal jeg sige til hende?Blomster og chokolade, er den ikke lidt for tyk? Skal jeg forklare det hele med skaden på bilen? Trak aftalen ud? Hun plejer ikke at fare op, og jeg har jo ikke gjort mig skyldig i utroskab eller synd, undtagen måske at være utrolig naiv. I en vis forstand er det vel et godt tegn, at jeg ikke kender til den slags ting.”

Svendsen stiger ud af bilen med blomsterne og chokoladen, går roligt op til døren og låser sig ind. Fra stuen lyder dåselatter fra en af de sene komedieserier, hans kone af og til forfalder til at lade sig bedøve af. Hun har ikke hørt ham komme, da han træder ind i stuen, og hun giver et højlydt gisp fra sig.

“Hvor har du været henne? Jeg har været dødbekymret for dig. Du ringer ikke, du lægger ingen beskeder!” Hun viser en blanding af bekymring og vrede.

“Undskyld min tur blev lidt lang. Jeg var ude for en ulykke, men der er heldigvis ikke sket noget alvorligt” Den halve sandhed falder ham forbavsende let at sige.

“En ulykke! Hvad skete der? Er du kommet noget til? Er der andre der er kommet noget til? Hvad med bilen?” Hun rejser sig abrupt fra sit sofaleje og kaster sig nærmest i armene på ham, før hun opdager blomsterne og chokoladen. “Hvad er nu det der?” Hun virker som en kastebold for bekymring, overraskelse og forvirring.

“Jeg tænkte, du kunne trænge til lidt pænt og godt, når du nu har været alene en helt aften. Det er jo ikke din skyld, at et fjols påkører mig i et lyskryds og jeg bliver nødt til at bruge hele aftenen på at parlamentere med ham, så jeg kan få hans adresse.” Svendsen kigger kærligt på Sanne. Den lille løgn er snarere en stor sandhed. Det var en ulykke, at den SAAB skulle køre sådan og det har taget ham hele aftenen, at jage den rundt. Og et nummer har han da fået.

Kapitel 3.3

SAAB’en er væk. Isabel og Paradis er en tåget erindring, en drøm der var meget livagtigt, men dog kun var en drøm. Svendsen kører langsomt hjemad, mens han forbereder en historie, der kan forklare de mange timer, han har været væk. Ideerne flyder rundt i hans hoved, men vil ikke bundfælde sig. Han forsøger at komme i tanke om kriminalhistorier, der altid har en usandsynlig, men dog plausibel forklaring på de skyldiges fravær på gerningstidspunktet. Meget kan man sige meget om hans kone, men nogen Sherlock Holmes er hun ikke, og da slet ikke, hvis hun ikke har nogen mistanke om hans opførsel.

Han får fat i notesbogen. Måske er der noget i hans optegnelser, der kan hjælpe. Det vil endda også være sandt, så en uheldig selvmodsigelse kunne undgås. Men der er intet, der kan bygges på. Hjælp til en stakkels pige i nød, hvis mor skal have livsvigtig medicin? Hvordan er det man tilfældigvis møder den slags under en køretur fra et velrenommeret villakvarter? Svendsen lader spekulationerne ligge. Den egentlige sandhed kan han godt fortælle; at han blev sendt ud på denne køretur af en indre uro, der bare var der. Naturligvis vil der så være åbnet for en længere diskussion om lykke og tilfredshed, om der er noget galt. Men i det mindste ikke mistanker om utroskab.

“Jeg vil glemme alt om Isabel og Paradis, SAAB’er og tykke mænd, der standser mig i vejkryds. Det vil være en erindring, jeg vil tænke tilbage på som uvirkelig. Sanne skal aldrig have noget at vide om denne aften. Hvorfor skulle jeg belaste hende med tvivlen? Tvinge hende ud i overvejelser om min ærlighed? Jeg har jo ikke gjort noget, så der er intet forkert i at lade hende leve i uvidenhed. Havde jeg gjort det med Isabel, bare kysset hende lidenskabeligt, så ville jeg have dårlig samvittighed, men jeg gjorde intet.”

Svendsen lægger notesbogen fra sig og trækker vejret dybt et par gange. Der er næsten ingen andre biler på vejen, som han kan fylde helt for sig selv. Han føler sig let, som når man presser armene mod en dørkarm og går væk fra karmen og armene tvinges løftes op ad. En vægt er fjernet. Svendsen griner for sig selv.

“Jeg kan ikke lade være med at tænke på føreren af SAAB’en. Vedkommende må have fået sig et billigt grin af at kunne snøre mig på den måde. Anden gang vi mødtes var sikkert lige så stor en overraskelse for ham som for mig. Sammentræf er altid pudsige og giver en følelse af højere mening, men her var det bare et sammentræf.”

Svendsen kører ind på tanken ned ved hjørnet af deres vej og går ind og køber en æske tobak og en halvtarvelig buket blomster. Sanne vil blot tænke, at blomsterne er undskyldning for at han ikke gav besked. På vej tilbage til bilen synes han at se SAAB’en ud af øjenkrogen. Men den er væk, før han får set den. Han ryster på hovedet over sin paranoia. Bulerne i bilen kan forklare, hvorfor det tog så lang tid.

Sidste stykke vej. På vej hjem.

Kapitel 3.2

Den store mand lægger en beroligende arm på Svendsens.

“Det behøver du ikke. Jeg ved, hvor du kommer fra, og du er bekymret og en smule angst for at det skal blive afsløret, hvor du har været henne i aften. Gjorde du noget?” Svendsen kigger afvisende op.

“Nej. Jeg gik min vej uden at røre hende. Hvad kommer det i øvrigt dig ved? Og hvordan vidste du overhovedet noget om min tur her til aften? Hvem er du?” Det er som at være fanget i Twilight Zone, en surrealistisk ikke-verden, hvor alle regler er sat ud af kraft.

“Et godt gæt. Du svarede selv. Hør jeg ved, hvor du er henne i øjeblikket. Det er noget, man kan se i øjnene på mennesker, når man har set så mange tilfælde, som jeg har. Nej, jeg er ikke psykolog eller midtvejskrise terapeut. Kald mig bare en god ven, der vil berolige dig og forsikre dig om, at der ikke er noget mærkeligt i det, du føler.” Den store mands blide øjne får Svendsen til at slappe af, selvom han mest har lyst til at kaste sig ind bag rattet og speede op og komme væk. Lugten af garagen ville være så sød som aldrig før.

“Så er det heller ikke værre. Jeg er altså ikke ved at tabe forstanden. I morgen har jeg det fint og tager på arbejde uden at nogen overhovedet kan mærke, at jeg har været nogen steder henne.” Svendsen hiver sin arm til sig, retter ryggen og børster usynligt støv af jakken. Han skal bare igang igen, så er alt tilbage til det normale.

“Du kan få mit nummer nu. Og husk mine ord, hvis det skulle vise sig, at det ikke er helt så let at komme af med sådan en aftens oplevelser.” Han tager et visitkort fra inderlommen, et smukt tryk i gyldne farver med et royalt skær. “Måske synes du, det er lidt overdrevet, men jeg kunne ikke stå for designet. Hav det godt! Og du skal ikke tænke på skaden.” Og så kører han væk.
Bilen er ikke voldsomt skadet. Svendsen kører den ind til siden.

“Det er på tide at komme hjem. Glemme alt om SAAB’er, Isabel’er, Paradis’er og andre’er. Der er jo ikke sket noget. Kommer der et brev fra stedet, vil jeg forklare det som en fejlpost. Fortsætter uroen tager jeg på en god jagttur og får et par gammel dansk.”

Svendsen lægger lommebogen fra sig. Klar til at køre hjem.

Kapitel 3.1

Et lyssignal skifter til rødt forude. Her er chancen for at komme ud af bilen, gå hen til SAAB’en og endelig få en forklaring på, hvad meningen er med den underlige kørsel. Svendsen åbner sikkerhedsselen for at være parat til at kaste sig ud af bilen og komme op til førervinduet. Trætheden begynde at kunne mærkes i kroppen. Det har været en lang dag og aften med mange forvirrende begivenheder, der ikke helt er sunket ind endnu. Kun i sin studietid har Svendsen haft lignende oplevelser ofte bedøvet af en anseelig mængde alkohol. Alle disse indtryk ved fuld bevidsthed er anstrengende.
SAAB’en standser for det røde lys. Svendsen åbner døren og tager et skridt ud. SAAB’en gasser op som en advarsel om, at han ikke skal komme nærmere, men han er ikke parat til at lade sig skræmme. Svendsen kanter sig ud af døren og SAAB’en sætter i fart tværs over krydset, hvor den med en hårsbredde undgår et sammenstød med en tværkørende BMW. Korte aggressive signaler med hornet følger. Svendsen kaster sig ind i bilen igen, sætter foden på speederen og accelererer ud i feltet.
Fra højre kommer en bil i moderat hastighed. Svendsen når at ane den, inden hans fod reagerer ved at sætte bremsen på. Et øjblik tror han, at de undgår at ramme hinanden, men lyden af et bump, glas der spintre og metal, der bøjes og rykket i sædet fortæller ham, at de er stødt sammen. Forude forsvinder SAAB’en for anden gang, i Svendsens øjne håner dens baglygter ham for hans følgagtighed.
Chaufføren af den Ford han er stødt sammen med er en stor mand, i højde såvel som i tykkelse. Svendsens mave knuger sig sammen, og han forbereder sig til at skulle møde en knytnæve. Den store mand kigger undersøgende på bilen, mens Svendsen stiger ud.

“Hvad er der sket?”

“Tjah. Ikke noget der er uopretteligt. Vi skal være glade for, at jeg ikke kom en anelse senere. Så var du strøget direkte ind i min sidedør, og jeg kunne være blevet klemt.” Føreren af Ford’en vender blikket mod Svendsen og rynker brynene. “Undskyld jeg spørger, men hvorfor kørte du ud i krydset for rødt? Har du og SAAB’en et eller andet spil kørende?”

“Nej. Jo, måske. Jeg ville gerne tale med føreren af den bil. Tidligere på aftenen fulgte jeg efter ham, fordi han kørte så underligt, og jeg var bare interesseret i at få vide, hvad begrundelsen var. Jeg blev vist lidt grebet af forfølgelsen, det må du sgu undskylde.” Svendsen kigger ned i asfalten. Han venter et slag hvert øjeblik, det skal være.

“Kørte langsomt? Det lyder underligt. Hvorfor fulgte du efter en bil, bare fordi den kørte langsomt?”

“Det ved jeg ikke. Det skete bare. Måske derfor jeg var så interesseret i at få snakket med chaufføren.” Svendsen kigger op på den høje kraftigt byggede mand. Noget i øjnene får ham til at slappe af og ryste skrækken for fysisk afstraffelse af sig. “Hvorfor gør man, som man gør? Ved du det? I dag har været en meget underlig dag for mig. Jeg kørte afsted hjemmefra, fra en dejlig kone, fordi jeg havde en uro i maven, der ikke lod mig sidde stille. Det eneste jeg kunne gøre var at tage afsted i bilen og køre. Men jeg er forfærdelig ked af det, der er sket her. Du skal vel have mit telefonnummer, så vi kan ordne forsikringssagen.”

“Det er ligemeget. Din tilstand lyder langt mere bekymrende. Har du overvejet at søge hjælp til at komme af med den uro?” Det giver et ryk i Svendsen. Han har lige torpederet denne mands bil ved en livsfarlig manøvre, der kunne have kostet dem begge livet, og han vil høre om uroen? Frygten ændrer sig og tager til. Hvilket motiv har han, der kunne knuse ham fysisk og økonomisk til at vise interesse?

“Nej. Den er lige kommet. Hvis det bliver ved, så kan det da godt være. Kan jeg få dit nummer?” Svendsen tager sin lommebog frem for at notere mandens telefonnummer. Noget må han dog gøre

Kapitel 3.0

Det er sent aften, mens Svendsen kører hjemad. Der er få biler på vejene, han bliver overhalet af de fleste, han kører selv lidt under fartgrænsen. For hver kilometer han kommer længere væk fra “Paradis” bliver begivenheden et svagere minde. Hans hjerterytme daler til et fornuftigt leje efter himmelflugten de første meter på vej ned af bakken, væk fra den røde mund. I begyndelsen mente han, der måtte komme udrykning efter ham, måske mørke biler med tonede ruder, der ville blive rullet ned og hylstre stukket ud. Nu griner han for sig selv af sin barnlige tanker. James Bond i Danmark? Næppe.
Hans husker, at han udfyldte en blanket. Der vil sandsynligvis komme et efterspil. Han håber, at stedet overholder den diskretion, Isabel fortalte om, og enhver henvendelse vil være anonymiseret. Selvom han ikke overholdt deres regler, er de vel ikke interesserede i at få rygte for at udlevere deres potentielle kunder, og at man ikke kan besøge stedet uden at blive afsløret.

“Check post hver dag. En henvendelse må komme om få dage. Selvom jeg ikke gjorde noget, så vil det være bedst, hvis Sanne ikke får noget at vide. Hun vil ikke forstå, hvordan jeg kunne havne sådan et sted uden at have kendskab til det og intention om at besøge det. I det hele taget en mystisk oplevelse. Hvis jeg vendte om og fandt vejen lukket og stedet forsvundet uden et spor, ville jeg ikke blive spor overrasket. Det var som at blive viklet ind i et mørkt tæppe og ethvert forsøg på at finde en udgang blot vikler stoffet endnu mere sammen. Jeg håber nu bare ikke, at Isabel får problemer på grund af min flugt. Hun var overbevisende, men hendes historie virkede for søgt. En mor der ikke har råd til medicin! Lad mig nu blot komme hjem.”

Han lægger lommebogen fra sig og koncentrerer sig om vejen forude. Afkørslen han skal bruge nærmer sig. Han blinker af og lader bilen rulle op. Foran ham, ved det røde lys holder den. SAAB’en. Svendsen kigger en ekstra gang. Checker nummerpladen. Det stemmer. Det ér den. Bagruden er stadig for fedtet til, at han kan se føreren. Han er fristet til at stige ud af bilen og en gang for alle finde ud af, hvem der har kørt rundt med sneglefart og holdt ham for nar. I det han åbner døren skifter lyset og SAAB’en, der blinkede til venstre, drejer til højre i samme retning som Svendsen.
Denne gang vil Svendsen ikke følge efter. Han vil overhale, spærre vejen og konfrontere den mystiske bilist. I det han gasser op og skal til at overhale, opdager han at vejen er snævret ind med dobbeltstreger i midten, og trafikken i modgående retning er for tæt til en hasarderet overhaling. Endnu engang er han fanget bag den langsomme SAAB.

Kapitel 2.6

Isabel sidder tavs og kigger ned på sine hænder, der fingererer med en kvast på en pude. Svendsen kigger på hende, venter på en reaktion, at hun vil kalde på mutter eller hvem der styrer stedet, forklare dem situationen og overdrage problemet til dem. Han har ikke travlt, skal ikke noget. Det er allerede for sent til at han kan undgå at skulle forklare sig overfor Sanne, hvorfor han har været væk i så lang tid. Efterhånden kan han ikke huske, hvad han sagde til hende, hvilken historie han skal have forberedt, der ikke vil føre ham ud i en løgn, der vil gøre alting meget mere kompliceret.
Der er forbavsende tyst i teltet. En svag syden fra røgelsesdåsen, en næsten uhørlig sitren fra pærerne og lyden af regelmæssig vejrtrækning.

“Denne situation er akavet. Kunne forekomme i en roman måske, men her i den virkelige verden er den malplaceret. Jeg har bedt om at måtte tale med bestyrerne af stedet, men hun reagerer ikke. Overhovedet ikke. Sagde hun bare at det ikke kan lade sig gøre, ville det være ok. Så måtte jeg selv finde dem.”

Isabel kigger op med fugtige øjne.

“Jeg har kun dette. Jeg har ingen uddannelse, intet andet job. Du kan synes, det er nedværdigende og uværdigt, men det er den eneste måde, jeg kan tjene nok til at give min mor et godt liv. Ok, medicinen er ikke en udgift der vejer tungt, men hun har mange ønsker, jeg ikke kan opfylde med et normalt arbejde bag kassen i Netto. Hun ved godt, hvad jeg laver, og hun har intet imod det, så længe jeg gíver hende, hvad hun vil have. Så du skal ikke dømme mig som en tøs, der ikke ved, hvad hun laver og er blevet rodet ud i denne situation, fordi hun skyldte en pusher for mange penge.” Isabels stemme er blevet mere fast, som hun har talt sig varm. Hun sidder roligt, nærmest trodsigt og kigger på Svendsen. “Du kan ikke forlade uden en ydelse. Stedets politik.”

“Jeg er ked af din situation, men jeg bliver nødt til at tale med en fra ledelsen. Under alle omstændigheder er disse betingelser ikke rimelige. Jeg vidste ikke engang, at dette var et bordel, før vi sad her, og du begyndte at nævne mulighederne. En fortrydelsesret er der altid, og specielt i denne slags affærer.”

“Der er klare retningslinjer her. Du må have set dem og blevet informeret om dem. Nogle kunder har oplevet, at beskeden er gået tabt pga. distraktionen fra pigerne, men der er altid fundet en løsning. Hvorfor ikke udnytte, at du nu engang er her? Er det ikke allerede mistænkeliggørende nok, at du har besøgt ‘Det søde kys’, vil hun ikke være sikker på, at du har leget med os her?” Isabel er forvandlet fra en tragisk figur til en indbydende insisterende vamp. Svendsen kan ikke finde den sørgmodige pige, der sad overfor ham for et halvt minut siden.

“Hør, jeg falder ikke for den slags salgstrick. Der bliver ikke nogle seksuelle udfoldelser med mig her.” Svendsen hører selv, hvad han siger, men det lyder som om, det er en anden, der siger det. Ordene kommer fra en optagelse sat på repeat. Hans krop er urolig af ophidselsen, som han forsøger at skjule.

“Kom nu. Det er ikke farligt. Ingen får noget at vide. Der er altså mange ægtemænd, der har præcis de samme tanker som dig, men ingen af dem bliver skilt eller kommer ud i skandaløse afsløringer. De besøger os bare en gang imellem for at få et frisk pust til at klare skærene i hverdagen. Faktisk bliver mange af dem bedre ægtefæller, når de er blevet genopladet her. Hvad siger du? Hvorfor gøre det hele mere kompliceret end det behøver at være?” Isabel tegner cirkler med en pegefinger på Svensens håndryg og kigger på ham med lokkende øjne. Han vakler.

“Lad mig lige gøre noget først”, siger han og kigger i sin lommebog.

“Kan man det? Bolle og gå? Er det bedre end at have en rigtig affære, som Simone gerne vil? Den gang til julefrokosten, før Sanne var det mig, der var det tredje hjul. De er ikke blevet skilt. Virker meget harmoniske. Er det bare en illusion, at ægteskabet har bedst af troskab?”
Han lægger lommebogen tilbage i lommen.

“Ingen vil kunne få noget at vide?” Svendsen kigger genert ned på sine hænder.

“Medmindre du viser dig at være eftersøgt af Interpol, så er der ingen, der kan finde ud af, at du overhovedet har været her. Slap bare af så tager vi det et skridt af gangen.” Isabel lader en hånd glide over Svendsens skulder og rundt om hans nakke. Det er lang tid siden, nogen har rørt ham sådan.

Med en pludselig bevægelse rykker Svendsen sig fri af Isabels hånd og bevæger sig mod udgangen. Bag sig hører han hendes spørgsmål “hvor skal du hen?”, men han ignorerer det. Han skal væk. Hurtigt.

Han kommer op til bygningen og finder en sti, der går til højre om den og direkte ud på parkeringspladsen. Flere stemmer kalder bag ham. Isabels, kvinden der modtog ham første gang og en vred dyb mandebas.
Bilen tænder med det samme, gruset hvirvler op, idet han accelererer fremad. Tunnelen, der førte ham herhen står åben, og han sigter mod den.

Vejen fører hjem.

Kapitel 2.5

Svendsen vender sig om på ryggen og kigger op i teltdugen. Modstridende tanker fylde hans sind. Går han nu, løber ud af teltet, kan han glemme alt om den hulkende piger, der ligger ved siden af ham.

“En ulykkelig pige ligger ved siden af mig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Den mest oplagte løsning er at forlade dette sted så hurtigt som muligt, afvise alle henvendelser, de måtte komme med ud fra de oplysninger, jeg har givet, og vende tilbage til mit eget liv. Der er vist en psykologtjeneste tilknyttet arbejdet, så jeg kan få hjælp til denne uro, før der sker ting, jeg fortryder. Kan dog ikke efterlade Isabel uden ord.”

“Har du det godt?”, spørger Svendsen med en halvkvalt stemme. Han rækker ud efter hende, men hun afviser ham med en kort bevægelse med skulderen.

“Vil du være sød at lade være? Jeg har ikke brug for trøst eller omsorg, jeg ved godt, hvilken ynkelig tilstand, jeg befinder mig i.” Hendes ord efterfølges af indeklemt hulken. Svendsen sætter sig op. Selvom det lille telt er fyldt med puder og røgelsen, står det i kontrast til de højloftede lokaler, han kom ind i først. Hun førte ham herud uden at spørge ham, han fik ikke engang lov til selv at vælge, hvem han ville følges med. Måske en form for introduktionsprogram, hvor udbuddet begrænses for at gøre oplevelsen simpel og ukompliceret af valg overvejelser? Hans hoved snurrer en anelse.

“Jeg har ikke overvejet, hvad der er i den røgelse? Nævnte Isabel ikke noget om afrodisiakum? Bliver jeg dopet?” Svendsen kigger på Isabel. Hun ligger fortsat og hulker uden at sende ham væk eller gøre tegn til at kalde på nogen andre, Sarah f.eks.

“Skal jeg hente nogen til at se efter dig?”

“Nej!” Isabel vender sig abrupt rundt og kigger forfærdet på ham. “Det må du ikke! Skal jeg ikke give det et blowjob, det kan vel ikke være så farligt?” Hun griber fat i lynlåsen i hans bukser og lyner op. Han tager hårdt fat i hendes hånd og flytter den væk.

“Nej. Jeg skal ikke have noget blowjob. Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg er her. Da jeg satte mig ind i min bil, vidste jeg ikke, hvor turen ville bringe mig og slet ikke, at jeg ville ende på et bordel. Jeg håber ikke, du får problemer med din mutter, eller hvad det hedder, men jeg bliver nødt til at gå nu.” Svendsen begynder at rejse sig, men Isabel holder ham nede ved at gribe i hans arm.

“Jeg gør det ikke for mig selv! Min mor er syg, hun har brug for medicin. Tror du, jeg nyder det her? Ligge og sutte den af på vildt fremmede mænd, jeg aldrig har set før? Lykkelig luder? Pffft in your dreams.” Hun holder stramt i hans arm, hendes negle bore sig ind i den.

“Vil du ikke give slip? Det gør faktisk ondt det der. Hvorfor fortæller du mig dén historie? Tror du, jeg vil give det penge som ren almisse? At jeg vil få så ondt af dig, at jeg vil donere til den ulyksagelig prostituerede? Jeg har ondt af dig, men medicin mangel i Danmark, har jeg svært ved at tro på.” Svendsen holder hendes øjne fast i blikket. Hun rejser sig op og sætter sig med benene trukket ind under sig, kigger ned.

“Jeg vil ikke fortælle dig hele min historie, men tro mig det er ren nødvendighed, der har placeret mig her. Med hensyn til at du vil gå uden ydelse, skal jeg informere dig om stedets regler. Du har skrevet under på, at hvis du følger en af de ansatte, har du indvilliget i at købe en ydelse, fordi ledelsen ikke vil have snigere ind. Hvis du alligevel beslutter at forlade uden køb, vil tiden i første omgang blive fratrukket min løn”

“Stop! Jeg har forstået, men lige præcis den slags forretningsmetoder, har jeg kendskab til og det vil jeg meget gerne drøfte med ledelsen her på stedet.” Svendsen kigger triumferende på Isabel.

Kapitel 2.4

Hun peger mod et par puder, hvor han skal lægge sig ned. Stilen er en arabisk fantasi med svulmende puder og en krydret duft, kun manglen af levende lys, der er erstattet af elektriske lamper bryder illusionen. Han lægger sig ned, og hun lægger sig ved siden af. Noget får ham til at føle sig døsig på en let svimlende måde.

”Du kan godt blive lidt svimmel, det er helt naturligt. Vi bruger en speciel blanding, der har en let euforiserende effekt som et afrodisiakum, men der er ikke noget at være bange for. Det forsvinder hurtigt fra dit system og kan ikke måles med nogle af de normale tests. Bare nyd det.” Svendsen studerer hende for at se, om hun læser højt af en skjult informationstavle, men hun kigger blot tomt på ham uden at vise tegn på med- eller modfølelse. Svimmelheden tager af. Hans blik glider over pigens krop, der er blevet afført nogle beklædningsgenstande og hun er nu kun dækket over barmen og skødet. Lysten til at kaste sig over hende, kæmper med samvittigheden, den hårde erektion banker i underbukserne. Han griber efter sin lommebog for at skrive noget, der kan holde ham på plads. Hun lægger en beroligende hånd på hans arm.

”Du behøver ikke skrive noget nu. Bare lad tingene ske. Du er i sikre hænder, og uanset om der sker noget nu eller ej, vil resultatet være det samme: Der skal betales og du skal aldrig fortælle din familie om det passerede. Hvorfor ikke få det bedste ud af det?” Svendsen kigger grundende på pigens ansigt. Noget trist og længselsfuldt har gravet fure i huden, der er dækket af foundation for at få et blødt og ubesmittet look frem. Intet lokker eller forfører ved hendes fremtoning, hendes ord er fremmedartede væsener fra hendes mund. Endnu engang glider blikket styret af den kødelige trang ned over hendes kurver, der ligger slangende sig nedad og væk fra ham. Han rækker ud efter hende, men standser bevægelsen og lader hånden falde ned imellem dem.

”Undskyld. Undskyld jeg har spildt din tid. Jeg gætter, at den er kostbar og du ikke får noget ud af, at ligge her og forsøge at lokke mig til sex. Det kan jeg ikke. Jeg kan ikke noget, for jeg ved ikke, hvorfor jeg er her. Jeg tog ud på en tur, fordi jeg var urolig. Ikke mere end det. Urolig. Det har ikke været meningen, jeg skulle havne her. Forstår du? Det var ikke mig, der valgte vejen. Jeg fulgte efter en SAAB, der kørte langsomt. Han forsvandt og jeg fandt ham igen. Men han forsvandt igen, og så gav jeg op. Og pludselig var jeg her. Før jeg finder ud af, hvorfor jeg er her, kan jeg ikke gøre noget.” Med en pegefinger for munden, signalerer hun at han skal stoppe med at tale. Hun stryger ham blidt over kinden med bagsiden af sin hånd.

“Der er ingen grund til at tale. Du er her nu, og jeg er her nu, det er alt, vi behøver at koncentrere os om. Kan du lide stedet?” Stadig har hun en indstuderet måde at tale på, men Svendsen er ikke opmærksom på det længere.

“Det virker da meget hyggeligt. Meget imponerende bygning herude, hvor man ikke forventer at finde noget. Skulle vejen hertil ikke gøres mere fremkommelig? Eller er det kun for udvalgte gæster at vide, at dette sted ligger her? Jeg forstår naturligvis, at der kan være brug for en vis diskretion i jeres branche.” Svendsen har helt glemt sin situation, grebet af sin egen talestrøm.

“Vi har mange forskellige besøgende. De finder allesammen vej uden de store problemer. En del finder os ved en tilfældighed, ingen af dem går skuffede herfra. Men fortæl mig hvad du synes om præcis dette sted, vi befinder os? Ligger du godt? Har du nogle ønsker?” For første gang holder hun hans blik fast. Hendes øjne har et tomt udtryk, som under normale omstændigheder ville vække Svendsens medlidenhed, men i dette telt drager de ham.

“Jeg kunne godt tænke mig et glas vand”, siger han kort. Pigen vender sig om og trykker på en knap på et samtaleanlæg, bestiller et glas vand og vender sig mod ham igen. “Og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad du hedder?” Han rækker en hånd ud og løfter en lok af hendes hår, der er faldet ned over hendes ansigt.

“Du kan kalde mig Isabel. Vil du høre, hvad jeg kan tilbyde dig? Der er mange forskellige varianter både blidt og det lidt hårdere. Det rigtig hårdere går jeg ikke med til, men hvis du ønsker det, kan jeg kalde efter Sarah.” Hun kigger ned i madrassen med en antydning af at være flov over sin manglende ydelser.

“Jeg er ikke til noget hårdt. Som sagt ved jeg ikke, hvorfor jeg er her, så jeg har ikke nogle specielle præferencer. Men før der sker mere, vil jeg vide mere om dig. Når jeg hører historier fra mine bekendte, der har været sådan et sted som her, undrer det mig altid, at de aldrig ved noget om de mennesker, de har været i kontakt med, sådan kan jeg slet ikke have det.” Svendsens fysiske opstemthed err ikke fulgt af en ægte tiltrækning, selvom Isabel er blevet smukkere som tiden skred frem. Isabel kigger op i teltloftet. Hendes øjne begynder at blive fugtige, hendes læber begynder at bævre.

“Undskyld”, siger hun og vender sig sammenkrøbet til den anden side.

Kapitel 2.3

Han ved ikke, hvad han skulle have forventet. Her midt i en plantage på en tilfældig bivej fra en landevej i et dunkelt område. Måske er det netop, det han ser, der er det forventede. Underskønne piger, der kunne deltage i modelkonkurrencer, opstillet indbydende som en luksusvare. Han kigger på hver af pigerne, bliver så genert og kigger ned på sin lommebog. Der er ikke nogen mulighed for at spille uskyldig og naiv længere. Piger i dén sparsomme påklædning, i dén positur er ikke ude på at spille yatzy, tænker han med et svagt minde fra sin ungdom.

”Hvad skal jeg gøre nu? Jeg er bragt her, har intet at gøre her, udover det universelle. Sanne. Hvad med dig?”

”Hvis De ønsker det kan hver pige kort introducere sig selv, så der bliver bedre grundlag for at vælge. Da De ikke har været her før, har De ikke så godt et grundlag for at finde den rette. Har De nogen præferencer, f.eks. fra erfaringer fra andre steder?” Kvinden, der havde fulgt ham ind i salen, står tæt på ham med en tilsyneladende rolig holdning, der dog giver Svendsen et indtryk af at ville presse ham. Han kigger op på hende og ryster på hovedet. Han vil fortælle hende, at han er blevet ført herhen af en vilje stærkere end hans egen, men kigger bare bønfaldende på hende.

”Da der ikke er særligt travlt i dag, og vi altid giver vores førstegangskunder en ekstra god behandling, lader vi pigerne stå et øjeblik, så kan de beslutte dem for, hvem der falder mest i Deres smag.” Kvinder trækker sig tilbage, mens pigerne bliver stående på række uden at foretrække en mine, som mannequiner.

”Jeg er blevet spurgt om min smag for hvilken prostitueret, jeg kunne tænke mig at ’prøve’. Det er ingen vej udenom, der er for langt til døren, jeg har ringet to gange, jeg er blevet ført herind. Hvad vil der ske, hvis jeg nægter? Siger pænt nej tak, men jeg har ikke nogen interesse i at tilbringe tid med en kvinde for at udøve seksuelle akter mod betaling. Har jeg skrevet under på noget, der binder mig til en aftale? Jeg har aldrig prøvet dette før, det pirrer mig at finde ud af, hvordan det fungerer, men jeg behøver ikke at gøre noget fysisk. Kunne bare tage med hende, lade hende føre samtalen og vise mig, hvordan hun normalt ville gebærde sig. Så er min nysgerrighed stillet og jeg kan vende tilbage til min normale tilværelse, er jeg heldig fjerner dette også min opbyggede uro. Jeg gætter på, alle regninger er anonyme evt. over adskillige rater, der hver for sig ikke vække mistanke.”

En ung kvinde med et let sørgmodigt ansigt har sat sig ved siden af ham, lænet sig ind mod ham med utvetydigt formål at overtale ham.

”Hvad er det, du skriver? Et brev til din kone, før du er sammen med en af os? Der er ikke noget galt i det, vel? I virkeligheden er det noget af det mest naturlige, du kan forestille dig, og det er sket så længe, der har været kvinder og mænd i verden, om der så har været betaling i penge eller får. Du skal ikke være bekymret. Du er langt fra den første, der har været i din situation, og langt de fleste har klaret det uden skilsmisse eller blevet afhængige af sidespring for den sags skyld. Mange af pigerne her er søde og rare og forstår udmærket godt, at de er bare en måde at komme af med det hele på. Det er der ikke noget galt med.”
Hun har talt med en indfølt indstuderet stemme, og lagt en blid hånd på hans arm. Han kigger på hende og ser et par brune dybe øjne, der på deres egen melankolske facon viser en afgrundsdyb menneskeforståelse, der tilsyneladende intet ondt er i. Hun rejser sig og byder ham en hånd. Et øjeblik kigger han tomt ned på lommebogen, stikker den i lommen og følger hende. De går ind i dansesalen igen, finder en dør, der nærmest opstår ud af væggen. Døren fører ud til en plæne bag paladset omgivet af fakler. Nær den fjerneste ende af plænen er placeret et 3-mandstelt, der minder Svendsen om værnepligtstiden med mudder i alle steder. Her viser hun ham ind.

Kapitel 2.2

Svendsen rejser sig og går rastløst omkring i forhallen. Han undersøger vægge og paneler for at finde en lille revne, en lille fejl der viser menneskelig tilstedeværelse, men overfladerne er perfekte. Når han nærmer sig den åbne dør på sin rundtur, drages han mod åbningen, men går ikke derind. Han sætter sig ned igen.

“Hvem bygger og vedligeholder et sådant sted og lader fremmede komme ind ved at ringe et par gange på døren? Hvem kan vide hvilke mennesker, der kommer ind og kan begå hærværk? Nu har jeg snart siddet her en halv time uden at en eneste sjæl har kigget forbi. Måske har de kamera overvågning, men jeg kunne nå at lave meget ballade, før de stoppede mig. Jeg får næsten lyst til at prøve.”

Det sidste ord er knapt skrevet, da klikkene fra hårde hæle lyder fra rummet bag den åbne dør. En kvinde i 40′erne, stillig klædt i rød forretningskjole kommer frem.

“De må undskylde ventetiden. Vi er klar til Dem nu”, siger hun kort og vender sig om og begynder at gå tilbage til lokalet, hun kom fra. Svendsens mange spørgsmål sygner bort og han følger lydigt efter hende.
Lokalet er den dansesal, han skimtede udefra, de går tværs gennem med retning med en to-fløjet dør i den diametralt modsatte ende. Hun åbner den, og byder ham indenfor. Han skal til at spørge hende, om hun i det mindste vil vide, hvad han hedder, men med en sigende bevægelse med hovedet afviser hun hans spørgsmål, før han får stillet det.
Han kommer ind i et aflangt lokale, en udvidet mellemgang, med en skranke til højre og elegante stole til venstre.

“De skal registreres her. De ringede to gange på klokken for direkte adgang, men siden vi ikke har Dem i vores journaler, skal de indskrives.”
“Ringede to gange? Jeg ringede en gang, og så en gang til, da der ikke var nogen reaktion efter lang tid.”
“Altså ringede De to gange. Vi har oplevet det før, så der er ingen grund til at diskutere det, der er ingen skade sket. Når De har indregistreret Dem, vil De blive forevist vores udvalg.”
Svendses ville stille flere spørgsmål, men holdt sig tilbage. Han udfyldte hurtigt den elektroniske formular og satte sig til rette og ventede.

“Var det klogt at udfylde et skema med navn? Kan det komme til at figurere et sted, der kan belaste mig? Hvis Sanne ser et brev med kyssende rød mund og titlen ‘Paradis’, hvad vil hun så ikke tænke. Jeg må sikre mig, at der er fuld diskretion. På den anden side, så har jeg ikke gjort noget endnu. Udover udseendet har intet ved dette sted antydet, hvad der foregår.”

Han lægger pennen fra sig. De ansatte bag skranken ser professionelle ud, som receptionister for et større multinationalt selskab, der er vant til at håndtere både nationale og internationale kontakter. Intet egentligt lusket ved dem. Han skal til at notere i lommebogen, da døren for enden af lokalet åbnes og en procession af smukke unge kvinder træder ind.

Kapitel 2.1

Svendsen sidder i bilen med sin lommebog, og stirrer tomt ned i den. Han havde håbet, at kunne skrive sig fra det, men ordene er ikke til at få frem.

“Det er bare en bjælkehytte. Hvad kan der være så farligt ved det? Fulgte jeg ikke efter en tilfældig bil i et hasarderet langsomt tempo på motorvejen uden at tænke nærmere over det? Jeg kan altid gå igen. Vende om at forlade stedet, hvis det viser sig at være ubehageligt. Der må trods alt være forståelse for, at nogle forvilder sig herop uden vilje og skal gelejdes ned igen.”

Det er ikke de ord, han gerne ville skrive. Han ville overtale sig selv til at stoppe lige med det samme, ikke udfordre skæbnen yderligere, komme væk, komme hjem.
Svendsen stiger ud af bilen og går hen mod trappen, der fører op til de imposante døre. Til højre er en diminutiv dørklokke i messing med et miniature skilt over: “Ring 1 gang for reception, 2 gange for direkte adgang.” Han trykker på knappen og en klirrende ringelyd ekkoer bag døren. Han må få fat i receptionen, finde ud af, hvor det er, han er kommet til.
Der sker ikke noget. Han venter tålmodigt. Vejret er mildt, så der er ingen grund til at påtvinge sig selv adgang. 5 minutter går og stadig intet. Han går hen til venstre side af trappeafsatsen, hvor han stående på tæer akkurat kan skimte en døråbning gennem vinduet. Et væld af lys i elegante lysestager oplyser rummet, der er udstyret med divaner langs væggene, midten af rummet er ryddet. Der er ingen aktivitet derinde. Svendsen går til højre side, men her er det kun en dør for enden af en lang korridor, han kan se.

“Jeg kunne slå stedet op på internettet. Sådan et sted kan umuligt få lov til at ligge her ubemærket på trods af den afsondrede lokation. En eller anden journalist må have lavet en afdækkende historie. Bare jeg dog havde opgraderet mit netkort.”

Han trykker en gang til på knappen, og dørene åbner sig lydløst. Svendsen står ubevægeligt. “2 gange for direkte adgang”? Han træder ind i forhallen og dørene glider i bag ham. Til venstre er den åbne dør, han så ind til gennem vinduet, til højre den korridor, der i virkeligheden ikke er så lang og døren for enden, der er mindre end den synedes udefra. Der er ingen velkomst, ingen skilte til at vise, hvilken vej han skal gå.
“Hallo! Er her nogen?” kalder han ud i hallen, hans stemme ekkoer, men der kommer intet svar. Han går rundt for at se, om der skulle ligge et stykke papir, en gæstebog eller være nogen form for skiltning. Ved siden af den snoede trappe er et rundt bord med en stol i rokokostil, hvor han sætter sig et øjeblik. Ingen anden lyd end knitren fra lysene.

“Der sker ingenting her. Her er stille som i et mausolæum. Og en sær ikke-stemning, ingen atmosfære. Som om ting, der sker her ikke betyder noget, hverken giver eller tager noget fra de implicerede. Jeg føler hverken spænding, frygt eller har forventning. Jeg er her bare.”

Kapitel 2.0

Det dukker pludseligt frem i den mørke korridor træerne skaber om vejen. Et bjælkehus eller rettere et bjælkepalads med et majestætisk indgangsparti, to tårnlignede afsnit på hver sin side og vinduespartier fra grunden til 1.sals højde. Over indgangen står bukket i rød neon “Paradis”, ved siden af indgangsportalen er afbildet kyssende læber i skrigende rød nuance. Svendsen parkerer bilen i en af de mange ledige båse og drejer nøglen om.

“Er endelig ankommet til ‘Paradis’. Hvem placerer et træpalads for enden af en ufremkommelig grusvej, en uanseelig bivej fra en landevej, hvor skiltet endda er dækket til? Vulgære røde farver plastret over en elegant udført bjælkehytte giver indtryk af, at nogen har været på opkøb og en tidligere ærværdig bygning nu bliver brugt til mindre ædle formål. Dette ligner et: horehus!“

Han bliver siddende, mens han undersøger bygningen gennem forruden. Der er ingen aktivitet bag ruderne udover de mange levende lys med flammer, der står ret op, i alle vinduer. Han bøjer hovedet og kigger ned i skødet, lader kroppen falde fram og hovedet ramme rattet. Lyden af hornet ekkoer i blandt træerne og han rejser sig op i et ryk.

“Ved ikke hvad jeg laver her. Jeg kørte bare efter en SAAB. En langsom SAAB der formålsløst tøffede afsted med alt for lav hastighed på motorvejen, jeg mente ikke, noget ondt med det. Det var den maveuro.“

Han stiger ud af bilen og smækker døren hårdt i, går lidt væk fra bilen og sparker grus op. Vejen har ført ham herhen, til et sted han ikke ville komme frivilligt, en vejledning han ikke ville følge, havde han vidst, hvor det ville bringe ham hen. Det er bondefangeri. Han sparker yderligere grus op, samler en sten op og kaster den mod træerne, hvor den laver en hul lyd ved sammenstødet. Der er bare ikke noget at gøre ved det. Valget er truffet, han kan ikke selv finde tilbage, han ønsker ikke at komme tilbage uden at vide, hvad denne vej ville ham.

Kapitel 1.3

Svendsen drejer ind på landevejen. SAAB’en er væk. Hans eneste mål med at køre her er forsvundet, og kan ikke findes igen. Danefrost bilen er for længst væk, og han har ingen lyst til at jagte den for at hævne sig. Det er bare forbi, det må han indse.

”Nej! Forbandet nej! Det skal være en løgn” noterer han i sin lommebog, før han tvinger bilen rundt for at fange den nærmeste nedkørsel til motorvejen. Der er to kilometer til den nærmeste tilkørsel, og Svendsen sætter hastigheden op til langt over det tilladte. En tøffende gammel Ford bliver overhalet i et højresving, med nød og næppe undgås kollision med en modkørende Citroën. Ved tilkørslen er der et lyssignal, der er rødt, da han ankommer, men han lader sig ikke mærke med den slags detaljer og overhører let bumpet fra kofangeren.
Først ved indfletningen sætter han farten ned. Lige netop her er der forbavsende mange biler, der kører i et rasende tålmodigt tempo. Hans fingre trommer uroligt på rattet. Han findes sin lommebog frem.

”Man skal køre efter forholdene, det betyder også, at man ikke sniger af sted på motorvejen, når andre har vigtige ting at nå og indhente!”

Han dytter af de andre og blinker med lygterne. Der kommer ingen reaktion, så han dytter igen med lange tryk på hornet. En bilist gør sin utilfredshed tydelig i bakspejlet med en knyttet næve, hvilket giver Svendsens humør endnu værre. Med en hasarderet manøvre kører han ind i nødsporet og sætter farten op til farlige højder. Hornene fra de andre bilister overdøver næsten motorlarmen, men Svendsen lader sig ikke anfægte af dem. Ved næste indfletning maser han bilen ind mellem de tilkørende og trænger igennem til nødsporet på den anden side.
Miraklet sker, at der er en åbning og Svendsen kan køre over i den modsatte side og sætte farten op uden at skulle bekymre sig mere. Han fortsætter til han endelig når frem til en langsomme kortèges udgangspunkt.
Der kører SAAB’en i samme adstadige tempo som da han fulgte den. Svendsen sætter farten ned og følger toget en billængde bag SAAB’en. Han gør tegn til bilen umiddelbart bag SAAB’en, at han skal gøre plads, så Svendsen kan komme ind og ligge som nummer to, men føreren kigger overbærende på ham og ryster på hovedet. Med skarpe truende hug ind mod bilen lykkedes det Svendsen at gøre sit budskab klart, og han vinder sin gamle plads tilbage.

”Hvad fanden laver alle de biler her? Følger en åndssvag bil, der kører langsomt på motorvejen? En hel forbandet kortege! Kan de ikke tænke selv? Skal de have en til at føre sig, uanset det går alt for langsomt? Man bliver nedslået på alle menneskers vegne, deres liv må være indholdsløst, de kan ikke have noget gøremål her i tilværelsen, at de kan finde tid til at sætte farten ned for at følge efter en tilfældig bil. Denne ene forstyrrede person, der leger skildpadde uden at bekymre sig om faren, han udsætter alle for. Han burde standses, demaskeres så alle kunne få syn for sagn, at der blot er tale om et menneske, ikke meget bedre end mig og dem. Men ingen kan gøre det uden at tabe det ansigt, de har sat på sig selv ved at snegle efter….”

Svenden når ikke at noterer mere for i samme øjeblik accelererer SAAB’en. Pludselig er den næsten ved at forsvinde ud af syne, og i sin døs er Svendsens reaktionsevne ikke skarp. Han træder hårdt på speederen, op i gear og bilen skyder fremad.
Den er lige fremme. Baglygternes skær kan stadig ses, men selvom Svendsen har sømmet i bund, vinder han ikke ind på SAAB’en. Han bander og banker på rattet. Bilen er ikke hurtig, det var ikke derfor, de købte den. Den var praktisk og stabil med mange kilometer på literen og god komfort. Slet ikke beregnet til at jage spøgelsesbiler på motorvejen.
De røde lygter bliver svagere og svagere. Svendsen slipper foden fra pedalen og biles hastighed aftager til den tilladte fartgrænse.

”Det er slut. Denne gang hjælper det ikke, at jage ham. Han vil ikke findes. Det var åbenbart tid til at stoppe. No hard feelings. Man skal ikke påtvinge nogen ens selskab. Det er vist børnelærdom. Også selvom de inviterede i første omgang. Kan ikke lade være med at tænke på det noget aparte i den opførsel. Eller helt se bort fra alle de, der fulgte efter. En lidt underlig oplevelse. Dem skal der være plads til, ellers vil det hele gå i stå og kun dreje sig om opvask og fjernsynsprogrammer.”

Han sætter farten yderligere ned. Kigger i bakspejlet, hvor der ikke er andre forlygter at se, han sukker lettere skuffet. Ingen følger efter ham, som han fulgte efter SAAB’en. Her i det pludselige tomrum er det kun motorstøjen, der følger ham.
”Hvor bliver de egentlig af alle sammen? Som sunket i jorden. Som var de i ledtog med ham, hans egen private kortege. Skal man optjene værdighed til at blive fulgt? Er det noget man kan give signal til? Eller er det bare held?”
Svendsen når ikke at skrive mere, før en Porsche med hornet i bund passerer ham, og han i forvirringen taber notesbogen ud af hånden. Baglygterne forsvinder hurtigt i horisonten, men Svendsen vil ikke lade denne chance gå fra sig, sætter sømmet i bund og forfølger bilisten.
Det nytter intet. Motorvejen er uden stop, og intet forhindrer Porschen i at fortsætte sin vanvidskørsel. Svendsen lader endnu engang bilens fart aftage til pensionisttøffen. Han famler på gulvet for at finde notesbogen, men han finder den ikke. Et øjeblik overvejer han at stoppe i nødsporet, men vælger at lade være.
Afkørslen kommer som kaldet. Endelig at slippe væk fra den endeløse asfaltsti, der ikke fører nogen vegne hen og ingen til at akkompagnere ham på denne udsigtsløse tur. Langsomt ruller han op ad rampen og stopper ved det røde lys. Skiltet overfor er dækket af sort plastik og gult bånd, der ser officielt ud. Svendsen drejer i retning af skiltets pil, der kan ses af plastikkens spidse form. Vejen snor sig mellem store grantræer, der i mørket synes at lukke sig som en tunnel. Svendsen stirrer hypnotiseret på det mørke hul, han forfølger. Der er et svar et sted. Han ved det. Han troede, han vidste det, og han er stadig overbevist. Uroen, der sendte ham af sted, har en årsag. Det skal den have. Ellers holder alting op. Sanne, planerne, alt.
14 sving senere dukker et beskedent skilt op, der viser til ”Paradis”. Han drejer skarpt af og fortsætter op af den snoede grussti, der fortsætter opad til der ikke burde være højere steder i Danmark. Kun lygternes kegle oplyser grusvejen, hvor ingen kan passere, hvis der skulle være nogen på vej ned. Han standser. Stiger ud og lægger sig på knæ for at finde notesbogen.

”Findes der så høje steder i Danmark? Landet er fladt, for fanden. Hvor er det lovede ”Paradis”? Jeg har stærkt på fornemmelsen, at jeg aldrig vil finde ud af, hvad denne tur går ud på. En meningsløs forfølgelse af en SAAB, og tilfældig afkørsel, fordi et skilt skriver ”Paradis”, kan ikke være fornuftig. Stopper jeg nu og overvejer den egentlige årsag til dette driveri, kan jeg måske komme tilbage i god nok tid til at fortsætte, hvor jeg slap.”

Han lægger notesbogen fra sig og sætter sig ind i bilen. 5 minutter bliver han siddende og kigger stift frem for sig. Så drejer han nøglen, gasser op og lader hjulspinet hvirvle grus op bag sig.

Kapitel 1.2

SAAB’en accelererer op til den sløve fremdrift, den havde før. Svendsen følger efter med i en blanding af ærgrelse og spænding over at forfølge en ukendt chauffør. Han noterer i sin lommebog:

“På en formålsløs tur, følger efter en sølvgrå SAAB, der kører i sneglefart. Overhaler ikke. Føler usynligt bånd til bilen, overhaling ville være tillidsbrud, skuffende. Andre bilister irriterede, upåvirket af situationen.”

Han lægger lommebogen fra sig på passagersædet. En stor lastbil kommer buldrende bagfra og markerer sig med det dybe horn. SAAB’en og Svendsen efter den fortsætter uanfægtet, mens lastbilen overhaler med en synligt irriteret chauffør, der giver et umisforståeligt tegn med hånden. Svendsen griber efter lommebogen igen. Der er ord, han skal have skrevet ned.

“Aften på motorvejen. Duft af benzin og bilos. Rumlen af bildæk mod asfalt. En SAAB.”

Han lægger den fra sig. Ordene er ikke rigtige, men de kan slettes ved et simpelt tryk på DEL-tasten, så de er ikke farlige. Dengang han skrev på papir brændte de anderledes stærkt og grinte ham i ansigtet, indtil han smed dem ud og lod genistreger forsvinde i affaldsvognene. Det var umuligt at sortere uden at brænde sig på de forkvaklede formuleringer fra en kværulerende ungdom. Nu var det blot et tryk på en tast.
SAAB’en fortsætter. Svendsen kigger på vejen omkring dem, hvor mørket ligger udenfor vejoplysningens kegle. Biler suser forbi med klare destinationer og måske endda formål for deres rejse, mens de to snegler sig afsted måske uden at vide hvorhen. Han forsøger at få et smil frem ved at tænke på sit hjem og den dejlige Sanne, men støjen stiger blot en tak og uroen vokser. Motorvejen fører kun i én retning, og det er meget lettere.

Kapitel 1.1

Uroen havde nær kostet menneskeliv på vej ud af indkørslen, da naboens knægt pludselig var der på sit skateboard, og i hans hoved spillede replikken “han var der pludselig på sit skateboard, jeg kunne ikke nå at…”, mens han vinkede undskyldende til drengen. Svendsen var allerede på vej ingensteder hen. Fortabt? Han overvejer at vende om og køre tilbage, finde en anden måde at få rastløsheden ud af kroppen, han fortsætter. Ingen begivenhed har udløst denne tilstand af tilhørsløshed, intet dramatisk opgør, uløseligt dumt skænderi, ingen trusler om følelsesmæssig udstødelse eller skældsord. Blot denne pludselige uro.
En bil bremser foran ham og han ser på det røde baglys uden at reagere, det drager ham, muligheden for at standse denne tur uden at skulle beslutte noget selv. Få meter før kollision finder hans fod bremsen og ledsaget af bilhorn og vilde fagter bliver han overhalet af en Mercedes. For en halv time siden var han tryg og rolig i sin dagligstue, nu bliver han reddet af en refleks få sekunder før trafikdøden. Bilen foran ham snegler sig afsted, mens de overhales af motorvejens bilister. Han følger den, som var han på slæb. I Svendsens hoved spiller replikken “Han forfulgte mig, ville ikke overhale på motorvejen, selvom jeg kørte langsomt”. Det er en solid SAAB ikke særlig gammel, der er tilsyneladende ikke noget galt med vognen, den hakker ikke, kører bare stille afsted. Svendsen giver sig til kende med et blink med forlygterne uden resultat. De fortsætter deres langsomme følgeskab uden temposkift.
Svendsen leder efter sin elektroniske lommebog, som han har taget med i det tilfælde noget uforudset skulle ske (“den forudseende forbereder sig på det uforudseete”, anonym). Han husker, han har placeret den melem benzinbogen og vejkortet, men væk er den. Han leder efter den under passagersædet, mens han holder fornuftig afstand til SAAB’en, han kommer for langt væk, sætter farten op, kommer for tæt på, bremser op, bliver mødt af tudende bilister, der vil overhale, finder bogen, men den er uden for hans rækkevidde. For at nå den bliver han nødt til at slippe rattet og i den position bliver hans fod presset mod speederen. Han lægger god afstand til SAAB’en, der heldigvis ikke ser ud til at ændre sin hastighed. Bilen larmer, da den accelerer mens Svendsen strækker sig frem mod lommebogen. Netop som hans fingre griber gummiet, lyser de røde lygter op foran ham.
En meter er afstanden til SAAB’en som Svendsen bedømmer den, da han får bremset op. De holder næsten stille. Hjertet banker i Svendsens hals. Skal han møde føreren af bilen foran sig?

Kapitel 1.0

Natten tilhører de fortabte. Eller: de fortabte tilhører natten. De gule gadelygter forsvinder en efter en fra bilens sidespejl. Hvem er de fortabte? Er de forsvundet fra gaden, rummene og trængt ind i baggårde og bodegaer, hvor de stille sygner hen i et svagt oplyst hjørne? Eller det dem, man ser med udslukte øjne traske afsted til arbejde med mappen fyldt af skemaer til måling af personlig kompetenceopfyldelse? Er det de ivrige engagerede arbejdere med ambitioner og ansvarsområder, der får deres hjerter til at banke hurtigere ved hvert pling fra indbakken, er det dem? Eller kan de overhovedet ikke kategoriseres? Er de i alle kredse, på alle kontorer, byggearbejdspladser, skoler, slagterier…Kan det være den første, kan det være den sidste? Kan det være Svendsen, der kører rastløst afsted i natten uden at vide hvorhen, uden med sikkerhed at vide, hvorfor han driver afsted?
Der går tusind tanker gennem hans hoved, de strømmer forbi som lysene og forsvinder ud af sinde. En uro i maven sendte ham afsted, til konen sagde han, det var en arbejdsaftale, han havde glemt og trods hendes skeptiske blik, holdt han fast i sin løgn.